Apple dropper antivirus-anbefaling

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 4/12/2008

Apple har fjernet websiden, der anbefalede Mac-brugere at bruge antivirus.

Websiden, der fandtes på Apples websted, anbefalede Mac-brugere at beskytte deres computer med et antivirusprogram. Tre programmer var nævnt på siden.

Da websiden dukkede op for nogle dage siden, vakte den en del opmærksomhed i sikkerhedskredse. Mange havde hidtil ment, at Apple opfattede Mac OS X som en platform, der ikke behøvede antivirus.

Men nu er siden væk. Og den var i øvrigt ikke ny. En talsmand for Apple siger til Computerworld US, at siden var gammel og indeholdt forældet information. Derfor er den fjernet.

Han tilføjer, at der i Mac OS X er indbygget beskyttelse mod skadelige programmer og sikkerhedstrusler. Men da intet system er 100 procent sikkert, kan man opnå yderligere beskyttelse med et antivirusprogram.

Links