Brugere er længe om at opdatere

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 5/12/2008

Da Microsoft udsendte en ekstraordinær sikkerhedsrettelse, blev den ikke installeret hurtigere end normale rettelser.

Det viser tal fra sårbarhedsanalysefirmaet Qualys, der har kigget på konsekvenserne af en sikkerhedsrettelse, Microsoft udsendte i oktober. Microsoft vurderede, at den lukkede et så alvorligt hul, at det var nødvendigt at udsende den uden for det normale skema for månedlige sikkerhedsrettelser.

Men brugerne opfattede ikke situationen som ekstra alvorlig. I hvert fald viser tal fra Qualys, at sikkerhedsrettelsen blev installeret med samme hastighed, som de månedlige opdateringer normalt bliver installeret med. Der gik flere uger, før visse af de sårbare pc'er var opdateret.

Derimod skete der noget for en uges tid siden. Nu steg mængden af opdaterede pc'er. Det forklarer Wolfgang Kandek fra Qualys med, at Microsoft oplyste, at der nu var set flere orme, der aktivt udnyttede sårbarheden.

Noget tyder altså på, at brugerne ikke tager en advarsel om potentielle sikkerhedsproblemer særlig alvorligt. Først når den underbygges af konkrete trusler, kommer der fart på opdateringerne, skriver Computerworld US.

Links