Microsoft lukker tre huller i Windows

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 14/1/2009

Microsoft har udsendt en rettelse, der lukker tre sikkerhedshuller i en netværksprotokol i Windows.

Hullerne findes i SMB (Server Message Block), som er den protokol, Windows bruger til fil- og printerdeling. To af hullerne giver en angriber mulighed for at afvikle programkode, mens den tredje kan få Windows til at gå ned.

Microsoft regner med, at det vil være vanskeligt at udnytte sårbarhederne til programafvikling i praksis. Derfor anbefaler firmaet, at man i første omgang installerer programrettelsen på servere. Pc'er bag en firewall vil som regel ikke være sårbare, da firewallen oftest blokerer for SMB-trafik.

Sikkerhedsrettelsen, der udsendes med sikkerhedsbulletin MS09-001, er den eneste i januar måneds udsendelse af opdateringer.

Samtidig har Microsoft som vanligt opdateret programmet til at fjerne skadelig software, der som standard kører på pc'er, der er tilmeldt automatiske opdateringer. Fra januar kan programmet også finde og fjerne ormen Conficker, der har ramt en del pc'er de seneste uger.

Links