Conficker rammer 3,5 millioner pc'er

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 15/1/2009

Antivirusfirmaet F-Secure anslår, at over 3,5 millioner pc'er er inficeret med ormen Conficker, der også er kendt som Downadup.

Conficker spreder sig blandt andet ved at udnytte den sårbarhed, som Microsoft fjernede med sikkerhedsbulletin MS08-067, som blev udsendt ekstraordinært i oktober.

Når ormen har inficeret en pc, kontakter den en server. Domænenavnet på serveren beregnes af ormeprogrammet. F-Secure har registreret nogle af de navne, ormen anvender, og hører derfor fra nye pc'er, når de bliver inficeret.

Det er ud fra disse data, at F-Secure anslår, at der nu er over 3,5 millioner pc'er, som er inficeret med ormen. De hårdest ramte lande er Kina, Brasilien og Rusland.

Links