USA udvikler sikker BGP

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 21/1/2009

USA firdobler sine investeringer i at sikre routingprotokollen BGP (Border Gateway Protocol), som routerne på internettet kommunikerer via.

Projektet hedder BGPSEC (BGP Security). Hidtil har ministeriet for USA's sikkerhed, Department of Homeland Security, brugt 600.000 dollars om året på routersikkerhed. De kommende år er der afsat cirka 2,5 millioner dollars om året.

Routere bruger BGP til at opdatere hinanden med informationer om, hvordan trafik til bestemte IP-netværk skal routes.

Formålet med BGPSEC er dels at beskytte nettets infrastruktur mod angreb, dels at hindre problemer, som skyldes fejlkonfigurationer. For eksempel indførte Pakistan i februar 2008 ændringer i routerkonfigurationen, der gjorde det umuligt at nå YouTubes websted – skønt meningen kun var at filtrere landets egne netværk fra at kommunikere med det.

Douglas Maughan fra den afdeling, der har ansvaret for projektet, siger til Network World, at der nok vil gå mindst fire år, før en sikker udgave af BGP er klar til brug.

Links