Hackere opsnapper kreditkortnumre

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 21/1/2009

Et firma, der behandler betalingskorttransaktioner, har mistet en større mængde kreditkortnumre efter et hackerangreb.

Firmaet, Heartland Payment Systems, behandler hver måned 100 millioner transaktioner for sine kunder. Engang sidste år blev der installeret skadelige programmer på firmaets computere: Et program opsnappede tastetryk, mens et andet sniffede datapakker på netværket.

På den måde fik ukendte hackere adgang til kreditkortnumre med tilhørende udløbsdatoer. I nogle tilfælde har de også fået navnet, der var tilknyttet det enkelte kort.

Firmaet har endnu ikke oplyst, hvor mange kreditkort hackerne fik fat i information om. Det har heller ikke sagt, hvornår angrebet fandt sted.

Angrebet blev opdaget, da et sikkerhedsfirma foretog et sikkerhedseftersyn af Heartland Payment Systems' it-systemer. Sikkerhedseftersynet blev bestilt, efter at der i efteråret blev opdaget flere tilfælde af mistænkelig aktivitet med Visa- og MasterCard-kort.

Det vides ikke, hvordan hackernes programmer kom ind på firmaets netværk.

Links