Tab af data blev dyrere

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 2/2/2009

Udgiften i forbindelse med tab af personfølsomme data steg i 2008, viser en undersøgelse. En del af udgiften kommer fra kunder, der forlader firmaet.

I gennemsnit mister firmaer 3,6 procent af deres kunder, fordi de mister tilliden til det, efter at det har gjort deres data tilgængelige for uvedkommende.

I sundhedssektoren er kunderne dog mere følsomme, her forsvinder 6,5 procent af kunderne.

Det fremgår af undersøgelsen Cost of a Data Breach, som Ponemon Institute har foretaget for sikkerhedsfirmaet PGP. Firmaet har talt med 43 firmaer, der har mistet fortrolige data i 2008.

Undersøgelsen viser også, at den gennemsnitlige udgift i forbindelse med et tab af data er steget fra 6,3 millioner dollar i 2007 til 6,65 millioner i 2008.

I over 88 procent af sagerne var menneskelige fejl begået af ansatte i virksomhederne helt eller delvis årsag til datatabet. Over halvdelen af deltagerne mente da også, at undervisning og "awareness-kampagner" kan hjælpe til at forhindre fremtidige sager.

Links