Adobe lukker sikkerhedshul i Reader

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 11/3/2009

Adobe har udsendt Reader 9.1, der lukker et alvorligt sikkerhedshul.

En angriber kan udnytte sårbarheden til at afvikle programkode. Det kræver blot, at han får sit offer til at åbne et PDF-dokument. I nogle tilfælde er det tilstrækkeligt, at dokumentet gemmes på harddisken.

Den opdaterede version af Adobe Reader kan hentes på Adobes websted. Den automatiske opdateringsfunktion i Reader kan foreløbig ikke hente den opdaterede, danske version.

Også Adobe Acrobat er kommet i version 9.1, hvor samme fejl er rettet.

Rettelser til version 7 og 8 ventes klar den 18. marts. Reader 9.1 til Unix skulle være færdig den 25. marts.

Sårbarheden har været kendt siden februar og udnyttes aktivt af hackere.

Links