Stor interesse for DK•CERTs trendrapport

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 17/3/2009

Trendrapport 2008 er downloadet mere end 3.200 gange.

På trods af en stilfærdig lancering er DK•CERTs "Trendrapport 2008" siden frigivelsen den 25. februar blevet downloadet mere end 3.200 gange. Rapporten er dermed allerede blevet downloadet mere end DK•CERTs tilsvarende dansksprogede rapport for 2007.

Rapporten omhandler udviklingen inden for it-sikkerhed og kriminalitet, som vi oplevede det i 2008, og giver en status på aktuelle trends og tendenser. Blandt rapportens konklusioner er, at antallet af sikkerhedshændelser i 2008 faldt, men blev mere målrettede, komplekse og tidskrævende.

Det altoverskyggende mål var økonomisk vinding. Midlet var i stigende grad brugen af botnet. Denne tendens forventer vi vil fortsætte i de kommende år, hvor også Macintosh- og Linux-brugere bliver målet for it-kriminalitet.

Derudover giver rapporten en række anbefalinger til hhv. den enkelte borger, organisationernes it-sikkerhedsansvarlige samt beslutningstagere på organisatorisk såvel som nationalt plan.

Målet med rapporten er bl.a. at sætte fokus på it-sikkerhed og dermed bidrage til et mere sikkert samfund.

Hvis du vil læse mere, kan du hente rapporten via linket til højre.

Links