Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 9/8/2002
De amerikanske myndigheder har tvunget Microsoft til at forbedre datasikkerheden og beskyttelsen af personoplysninger i Passport-tjenesterne. Disse tjenester, Passport, Passport Wallet og Kids Passport, opbevarer brugeres personoplysninger til brug for login og online betaling på web-steder, der bruger Passport-ordningen.Federal Trade Commission har afgjort, at Microsoft i sin markedsføring har løjet om sikkerheden i Passport. For eksempel har firmaet sagt, at køb foretaget med Passport Wallet var mere sikre end køb, hvor man betalte på andre måder.
Microsoft har indvilget i at rette sig efter kravene fra Federal Trade Commission. De går ud på, at firmaet ikke længere vil lyve om graden af sikkerhed i Passport-tjenesterne, og at det vil indføre bedre sikkerhed i systemerne.
Afgørelsen er resultatet af en klage, som en række forbrugerorganisationer afgav i juli sidste år.