Black Hat aflyser afsløring af hul

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 17/4/2009

Et udbredt og alvorligt sikkerhedshul i internetteknologi blev ikke som ventet afsløret i går.

Arrangørerne af konferencen Black Hat Europe i Amsterdam havde planlagt en pressekonference til torsdag eftermiddag. Her skulle der afsløres en sårbarhed, som skulle være på niveau med det hul i DNS, Dan Kaminsky offentliggjorde sidste år.

Men pressemødet blev aflyst, skriver IDG News Service. Årsagen skulle være, at firmaet med de sårbare produkter har brug for mere tid til at udvikle en sikkerhedsrettelse.

Sårbarheden er så alvorlig, at blot det at afsløre, hvilket firma det drejer sig om, kan sætte hackere på sporet af den, siger lederen af Black Hat, Jeff Moss, til IDG News Service.

Den unavngivne leverandør venter at have en rettelse klar i løbet af en til fire måneder.

Links