Udviklere får gratis kryptering

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 21/4/2009

Softwareudviklere kan gratis udnytte krypteringsteknologi fra RSA, der har frigivet dele af firmaets produkter.

RSA, der er et datterselskab af storagegiganten EMC, har sine rødder i krypteringsverdenen. Firmaet har nu startet projektet RSA Share, hvor dele af dets produkter bliver gratis tilgængelige for udviklere.

Det første produkt er BSAFE, som anvendes til kryptering og håndtering af certifikater. Den gratis udgave fås til C/C++ og Java under Windows, Solaris og Linux. Skal man køre på andre platforme, skal der fortsat betales for det.

I præsentationen af RSA Share skriver Chris Corde fra firmaet, at målet er at opbygge et samlet økosystem af al den sikkerhedssoftware, man har brug for, når man udvikler programmer.

Links