Botnet har 1,9 millioner ofre

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 22/4/2009

Et sikkerhedsfirma har opdaget et botnet med 1,9 inficerede pc'er. Det styres fra Ukraine.

Sikkerhedsfirmaet Finjan oplyser, at mængden af inficerede pc'er vokser time for time. Tallene stammer fra den server i Ukraine, som bagmændene bruger til at kontrollere deres botnet fra.

Da gruppen bag botnettet ikke har lukket for adgangen til serveren, kan Finjan se, hvordan man kan styre botnettet. Der er således adgang til at udsende en række forskellige kommandoer til ofrenes pc'er. De kan for eksempel fjernstyres til at installere ny software.

Blandt de programmer, der kan installeres, er spionprogrammer, som opsnapper mailadresser og andre data fra computeren.

Knap halvdelen af de inficerede pc'er befinder sig i USA.

Andre botnet har typisk under 300.000 medlemmer. Det nye net er derfor blandt de hidtil største.

Tallene fra det nye botnet skal dog tages med det forbehold, at de stammer fra nettets egne servere. Bagmændene kan have interesse i at vise høje tal, hvis de vil sælge adgangen til botnettet til andre.

Links