Chrome og Firefox opdateres hurtigst

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 6/5/2009

En undersøgelse af fire browsere viser, at browserne Chrome og Firefox hurtigst bliver opdateret, når der udsendes nye versioner, mens Safari og Opera er længere tid om det.

Bag undersøgelsen står forskerne Thomas Duebendorfer fra Google Switzerland og Stefan Frei fra Eidgenössische Technische Hochschule Zürich.

Google udvikler browseren Chrome. Den adskiller sig fra de andre ved at have en indbygget opdateringsfunktion, som brugeren ikke kan slå fra: Når der kommer en ny version, bliver den automatisk installeret.

Ved at kigge på data om besøg på Googles websteder har folkene bag undersøgelsen fundet ud af, at 21 dage efter en ny version kom ud havde 97 procent af brugerne opdateret til den.

Det tilsvarende tal for Firefox var 85 procent. Apples Safari lå på 51 procent, og Opera var nede på 24 procent. Opera kræver, at brugeren henter og installerer en fuld programpakke, hvor de andre programmer har en indbygget opdateringsfunktion.

Af tekniske årsager er det ikke muligt at lave en tilsvarende test på Internet Explorer.

Forfatterne konkluderer, at den skjulte opdateringsfunktion, som brugeren ikke kan slå fra, er den mest effektive. Når tallet ikke er på 100 procent, kan det skyldes, at browseren skal genstartes, før opdateringen virker.

Opdateringsfunktionen i Chrome er for nylig offentliggjort som open source. Andre udviklere kan indbygge den i deres programmer uden at betale for den.

Links