Nettets rodnavneservere får kryptering

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 4/6/2009

De såkaldte rodservere i DNS-systemet bliver sikret med DNSSEC-teknologi inden nytår. Domænet .org er allerede sikret.

Det fremgår af en aftale, som USA's National Telecommunications and Information Administration (NTIA), National Institute of Standards and Technology (NIST) og VeriSign har indgået med ICANN (Internet Corporation for Assigned Names and Numbers). ICANN har i to år kørt et forsøg med DNSSEC på rodservere.

DNSSEC udvider navnesystemet DNS (Domain Name System), der oversætter mellem IP-adresser og domænenavne. Udvidelsen gør, at servere udstyres med certifikater, så man kan være sikker på, hvilken DNS-server man kommunikerer med.

Samtidig er domænet .org nu sikret med DNSSEC. Firmaet Afilias, der driver domænet, anslår, at det har kostet flere millioner dollars.

Selvom roden i domænet nu er sikret, gælder det ikke alle subdomænerne under .org. De skal aktivt indføre DNSSEC. Men nu er den overliggende infrastruktur på plads, skriver InternetNews.

Links