Bank trykte cpr-numre på kundeblade

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 23/6/2009

FIH Erhvervsbank har udsendt et kundeblad, hvor modtagerens cpr-nummer stod sammen med adressen. Datatilsynet finder det meget beklageligt.

Banken forklarer fejlen med, at den havde taget et udtræk af sine kundedata fra it-systemet. Udtrækket blev sendt til et andet firma, der stod for at kuvertere og sende kundeblade til alle bankens netbankkunder.

Her skete fejlen, hvor cpr-numrene blev trykt på adresseetiketterne.

FIH Erhvervsbank beklager fejlen og oplyser, at den har skærpet den interne procedure for udtræk og udsendelse af post.

Efter at en kunde klagede over det til Datatilsynet, har tilsynet nu afgjort sagen. Datatilsynet udtaler, at det "finder det skete, som omfattede samtlige bankens netbankskunder, meget beklageligt." Tilsynet vil ikke foretage sig mere i sagen.

Links