Nystartet firma overtager krypteringsprogrammet PGP

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 20/8/2002

Efter måneders uvished har krypteringsprogrammet PGP (Pretty Good Privacy) fundet et hjem: Det nystartede firma PGP Corporation. Firmaet overtager PGP-produkterne fra Network Associates, der selv købte dem i 1997.

PGP anvendes primært til at sikre, at fortrolige e-mails ikke kan læses af uvedkommende. Systemet bygger på kryptering med offentlige og private nøgler.

I marts i år opgav Network Associates produktlinien og har siden søgt en køber. Bag det nye firma står en række ledere fra firmaerne Vantive, Peoplesoft, Symantec og Counterpane, såvel som folk, der har været involveret i udvikling og salg af PGP.

Næste udgave af PGP bliver version 8.0, der kommer til Windows og Macintosh i november. Blandt nyhederne er fuld understøttelse af Windows XP og Macintosh OS X, integration med Lotus Notes på serversiden, understøttelse af Novell Groupwise 5.5- og 6.0-klienter, samt forbedret internationalisering med Unicode-tegnsæt. Både PGP Mail til e-postkryptering og PGP Disk til diskkryptering kommer i nye versioner.

Der kommer også en gratis PGP Freeware 8.0 til ikke-kommerciel brug. Den indeholder kun e-postkryptering.

Topchef Phil Dunkelberger fra PGP Corporation udtaler til ZDNet, at firmaet især lægger vægt på brugervenligheden. Han mener, at hvis kryptering kan gøres lettere at bruge, vil flere virksomheder begynde at anvende den.

Links