Udbyder lukker botnet-server i Letland

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 6/8/2009

Teleselskabet Telia Sonera har lukket internetforbindelsen til en lettisk udbyder, der menes at stå bag en del af Zeus-botnettet.

Udbyderen, Real Host, lagde serverplads til en central kontrolserver for Zeus-nettet. Desuden indeholdt nogle af webstederne diverse hackerfora, salg af kreditkortinformation og rekruttering af "muldyr" til at hjælpe med overførsel af stjålne penge.

Real Host fik sin internetforbindelse gennem udbyderen Junik. Ifølge flere nyhedsmedier gav Telia Sonera Junik valget mellem at lukke for Real Host eller selv blive draget til ansvar for aktiviteterne.

Forbindelsen blev lukket i mandags.

Ifølge sikkerhedsfirmaet Damballa har botnettet Zeus inficeret omkring 3,6 millioner pc'er.

Links