Mænd er dårlige til at skifte password

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/9/2009

Flere mænd end kvinder bruger det samme password til alle de websteder, de besøger.

Det fremgår af en undersøgelse, som firmaet PC Tools har foretaget blandt 4.500 webbrugere.

Ifølge The Register oplyser 47 procent af mændene, at de bruger det samme password til alle websteder. For kvinderne var andelen 26 procent.

Ved at bruge det samme password øger man risikoen for, at uvedkommende kan få fingre i det. En angriber skal kun få adgang til passwordet til et enkelt websted for derefter at kunne prøve det på andre websteder, netbanker og lignende.

Næsten to tredjedele af mændene svarede, at de ville klikke på et link eller en vedhæftet fil fra en ven uden først at tjekke det nærmere. Her var andelen blandt kvinder 48 procent.

Til gengæld viste undersøgelsen også, at mænd vidste mere om de potentielle farer på nettet. 85 procent af mændene vidste således, at skadelige programmer kan spredes via chat, mail og websider. Men 44 procent af kvinderne vidste ikke, at steder som Facebook og Twitter også kan være farlige at besøge.

Links