Øget svindel med pengeautomater

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 15/9/2009

Mængden af sager om svindel med pengeautomater i Europa er steget 149 procent på et år. Det gælder især sager, hvor falsk udstyr aflæser ofrenes kort.

Tallene stammer fra nonprofit-organisationen European ATM Security Team. Organisationen registrerede i 2008 en stigning på 149 procent i mængden af sager.

Væksten skyldes primært sager, hvor kriminelle har sat udstyr i pengeautomaterne, der opsnapper brugernes kortnumre og pinkoder. Der blev registreret 10.302 tilfælde af den slags sager, hvilket er en stigning på 129 procent i forhold til 2007.

ENISA (European Network and Information Security Agency) har netop udsendt en rapport med gode råd om, hvordan forbrugere kan undgå at blive ofre for falske pengeautomater.

I alt blev der mistet 485 millioner euro som følge af kriminalitet i forbindelse med pengeautomater i Europa sidste år. Det er kun en stigning på 11 procent på trods af den voldsomme vækst i mængden af sager.

Antallet af røverier mod folk, der lige har hævet penge, er faldende. Til gengæld er der flere sager, hvor forbryderne ændrer på selve automaten. Foruden fysiske ændringer, hvor de placerer en kortlæser foran den rigtige kortlæser i systemet, er der også eksempler på, at der er indlagt skadelige programmer i automaterne.

De mest sikre automater er dem, der kan læse chipkort. Det kan alle pengeautomater i Danmark og en række andre europæiske lande. Men i nogle Østlande er det kun halvdelen af automaterne, der kan læse chipkort.

Links