Conficker er stadig udbredt

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 2/10/2009

Brasilien og Kina er hårdest ramt af Conficker, mens den er stort set væk i USA og Europa.

Conficker-ormen, der var meget omtalt tidligere på året, er stadig blandt de mest udbredte. Branchegruppen Conficker Work Group følger løbende, hvor mange IP-adresser der forsøger at forbinde sig til gruppens sporingssystem.

Tallet runder jævnligt 6 millioner IP-adresser om dagen. Det betyder ikke, at 6 millioner pc'er er inficeret. Nogle IP-adresser dækker over flere computere, og nogle computere kan på en dag anvende flere IP-adresser.

Men på trods af den store opmærksomhed om ormen er den altså fortsat meget udbredt. Der er næppe andre trusler, der har inficeret lignende mængder af computere.

Mikko Hypponen fra sikkerhedsfirmaet F-Secure siger til Dark Reading, at en forklaring kan være, at ormen er meget svær at fjerne, når den først har inficeret en computer.

Tallene viser, at især Brasilien, Kina og Vietnam er ramt. Derefter følger Rusland, Indonesien og Kina.

"Conficker er ikke længere et alvorligt problem i USA eller Europa," siger Mikko Hypponen til Dark Reading.

Links