ICANN fraråder DNS-omdirigering

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 27/11/2009

Når DNS-servere (Domain Name System) sender brugere videre til et andet websted i stedet for et, der ikke findes, giver det mange problemer. Det mener ICANN (Internet Corporation for Assigned Names and Numbers), som fraråder metoden.

En række internetudbydere og operatører af DNS-tjenester anvender metoden, når en pc beder om IP-adressen på et domæne, der ikke findes. I stedet for at returnere en fejlmeddelelse sender de IP-adressen på et andet domæne.

Det kan fx være adressen på et sted, hvor man har mulighed for at købe det domæne, man har bedt om. Eller det kan være et, der i stavemåde minder om det, der ikke findes.

I forbindelse med forberedelserne til udvidelsen af DNS med en række nye domæner på topniveau har ICANN udarbejdet rapporten "Harms Caused by NXDOMAIN Substitution in Toplevel and Other Registry-class Domain Names." Som det fremgår af titlen, ser ICANN en række problemer med praksissen.

Et af problemerne er, at DNS ikke kun bruges til webtrafik. Al internettrafik kan anvende DNS. Hvis en klient beder om IP-adressen på et domæne, kan DNS-serveren ikke vide, om den skal bruges til web-kommunikation, chat, mail eller noget helt fjerde.

ICANN ser også problemer med beskyttelse af personlige oplysninger og internetbrugernes frie valg af, hvilke domæner de vil besøge.

Ifølge en vedtagelse fra juni må de nye topniveaudomæner ikke anvende omdirigering på DNS-niveau.

Links