Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 18/9/2002
De amerikanske myndigheders krav om it-sikkerhed ventes at være mildnet i forhold til de første udkast.Når USA's øverste ansvarlige for it-sikkerhed, Richard Clarke, senere i dag fremlægger regeringens plan for it-sikkerhed, er det ikke en færdig plan. Det var ellers ventet, men en talsmand siger til Washington Post, at der hele tiden har været tale om et udkast. Udkastet er nu tilgængeligt på Det Hvide Hus' web-sted.
Ifølge avisen ser det ud til, at lobbyister fra it-branchen har formået at trække nogle af tænderne ud af planen. Således skulle der ikke længere være et krav til internetudbydere om, at de skal tilbyde firewall og andre beskyttelsesmidler mod hackere som en del af deres tjeneste.
Avisen San Francisco Chronicle refererer flere sikkerhedsfolk for at sige, at det er godt, planen øger opmærksomheden på it-sikkerhed. Men de kritiserer den for at indeholde for mange anbefalinger og for få krav. Planen ventes at opfordre alle til at sikre "deres del af cyberspace".
"Det er som at sige, at enhver, der bruger en computer, skal lære nok om it-sikkerhed til at kunne gøre en forskel. Det er latterligt," siger Russ Cooper fra sikkerhedsfirmaet Trusecure.
Det Hvide Hus ventes at give it-firmaerne to måneder til at kommentere udkastet.