Svindlet kvinde bedrager for 2,1 millioner dollars

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 25/9/2002

Offeret for en afrikansk svindler blev selv forbryder, da hun stjal fra sin arbejdsgivers kunder for at skaffe penge til svindleren.

Der er tale om en amerikansk kvinde, som faldt for et af de udbredte svindelforsøg fra afrikanske lande. En "Dr. Mbuso Nelson" lovede hende 4,5 millioner dollars, hvis hun ville hjælpe ham med at smugle 18 millioner dollars fra Sydafrika til USA.

Hun åbnede en konto, som han kunne overføre pengene til, men komplikationer gjorde, at hun blev nødt til at sende penge til Mbuso Nelson først. Dem tog hun fra kunder på sin arbejdsplads, et lille advokatfirma. I alt er hun anklaget for at have bedraget firmaets kunder for 2,1 millioner dollars i løbet af et halvt år.

De såkaldte "nigerianske tiggerbreve" er fortsat meget udbredte og sendes også til danskere. Oprindelig foregik svindelen via breve og telefax, men i dag sendes de ofte som e-mail. Svindelen kendes også under betegnelsen 419, som er den paragraf i Nigerias lov, svindlerne forbryder sig mod. Oprindelig kom brevene hovedsagelig fra Nigeria, men andre lande har siden meldt sig.

Links