Skoler skal bede elever om lov til web-oplysning

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 26/9/2002

En skole må ikke lægge oplysninger om eleverne ud på web uden først at have fået samtykke for hver enkelt elev. Det fremgår af nye retningslinier fra Datatilsynet.

Reglerne handler om offentliggørelse af elevernes navne, billeder og for eksempel fritidsinteresser.

For børn skal forældrene give samtykke. Elever på 15 år eller mere kan som regel selv give lov til offentliggørelsen. I tvivlstilfælde skal skolen kunne bevise, at den havde indhentet samtykke for eleven.

En elev kan i øvrigt når som helst tilbagekalde sit samtykke, hvis han eller hun ikke længere ønsker at optræde på skolens web-sted. Så skal skolen fjerne oplysningerne igen.

Reglerne kommer samtidig med regler om personaleoplysninger og personbilleder på web. Personaleoplysninger må som hovedregel offentliggøres uden samtykke, hvis der kun er tale om ting som navn, stilling e-postadresse og direkte telefonnummer.

Datatilsynet opdeler billeder af personer i to grupper: Situationsbilleder og portrætbilleder. Som hovedregel kan situationsbilleder af for eksempel en flok børn i en skolegård offentliggøres uden samtykke. Portrætbilleder vil derimod som hovedregel kræve samtykke.

Links