64 bit kryptering brudt i konkurrence

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 1/10/2002

Efter fire års arbejde har et hold fundet den hemmelige nøgle til et budskab, der er krypteret med en 64 bit RC5-algoritme. Distributed.net vinder 10.000 dollars i præmie.

RSA Laboratories udskrev konkurrencen i 1997 med det formål at få afprøvet sikkerheden i firmaets krypteringsalgoritmer i praksis. Distributed.net anvendte computere fra 331.252 frivillige i forsøget på at knække koden. Det lykkedes for en japansk Pentium III-pc den 14. juli. På grund af nogle tekniske fejl blev det dog først opdaget den 12. august, at nøglen var fundet.

Når nøglen blev anvendt på den krypterede tekst, blev den afkodet til: "The unknown message is: some things are better left unread".

Deltagerne i Distributed.net skriver, at det dermed er klart, at man ikke skal bruge 64 bit RC5 til at beskytte data i mange år. Allerede for nogle år siden gik eksperterne da også over til at anbefale nøgler på mindst 128 bit.

Links