AOL Time Warner håndhæver patenter til Liberty Alliance-teknologi

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 9/10/2002

Internetfirmaet AOL Time Warner har patenter, som indgår i Liberty Alliance-specifikationen for identitetsstyring på internettet. I første omgang bliver det gratis at bruge patenterne, men fremtiden er usikker.

Sun, der startede Liberty Alliance som et alternativ til Microsofts Passport-initiativ, har hele tiden talt for åbne standarder, hvor man ikke skal betale licens for patenter. Men i første version af specifikationen står der, at dele af den bygger på patenteret teknologi fra AOL Time Warner. Og der kan blive tale om, at brugere af teknologien skal betale licens til patentindehaveren.

En talsmand for firmaet siger til bladet Network World, at man ikke skal betale for brugen i første version. Det kan der derimod blive tale om senere. Patenterne stammer fra Netscape Communications og dækker bredt anvendte web-teknologier som cookies og SSL-kryptering.

Sun udtaler, at hvis AOL Time Warner kræver licens, vil Sun til gengæld kræve licens af firmaet for brug af Sun-patenteret teknologi. Den licens skal andre ikke betale.

Målet med Liberty Alliance er at udvikle standarder for, hvordan applikationer kan udveksle brugerdata, så brugere ikke behøver logge ind og indtaste personlige oplysninger, hver gang de besøger nye web-systemer.

Links