Få ofre for falsk antivirus klager

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 6/7/2011

Færre end et ud af 10 ofre for falske antivirusprogrammer kræver at få pengene tilbage. Mange af dem får refunderet deres udgifter, hvis de klager.

Det fremgår af rapporten "The Underground Economy of Fake Antivirus Software" skrevet af en række forskere fra University of California, Santa Barbara.

Forskerne har fået adgang til data om tre falske antivirusprogrammer fra østeuropæiske bander. De har blandt andet set på bagmændenes politik for at refundere kunders udgift til programmet, hvis de klager.

Hvis en kunde klager over et program, kan leverandøren ignorere klagen eller refundere pengene. Hvis han vælger at ignorere det, risikerer han, at kunden i stedet får sine penge tilbage via kreditkortudstederen.

Hvis kreditkortselskabet får mange af den slags henvendelser, bliver det dyrt for bagmændene. Det er årsagen til, at de nogle gange vælger at give klagerne deres penge tilbage med det samme.

Men under 10 procent af dem, der har købt et falsk antivirusprogram, forsøger at få deres penge tilbage.

Anbefaling
Hvis du har betalt for et falsk antivirusprogram, kan du kræve pengene retur.

Links