Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 20/1/2012
Hackerkollektivet Anonymous har angrebet en række websteder i protest mod anholdelsen af folkene bag fildelingsstedet Megaupload. Angrebene satte flere af webstederne ud af drift.Megaupload er et websted til fildeling. USA's justitsministerium lukkede det i går og indledte en af de største kriminalsager om brud på ophavsretslovgivningen i landets historie. Syv personer er tiltalt, fire af dem anholdt.
I protest mod anholdelserne og sagsanlæggene indledte Anonymous DoS-angreb (Denial of Service, ude-af-drift-angreb) under kodenavnet #OpMegaUpload. Angrebene var rettet mod blandt andre USA's justitsministerium, Motion Picture Association of America, Universal Music, Recording Industry Association of America, Det Hvide Hus og forbundspolitiet FBI.
Angrebene satte i perioder FBI's, justitsministeriets og flere andre websteder ud af drift.
Ifølge netfirmaet Akamai er mængden af netværksangreb 24 procent over det normale niveau for øjeblikket.