Symantec retter pcAnywhere

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 2/2/2012

Med de seneste sikkerhedsrettelser anbefaler Symantec igen, at man bruger fjernstyringsprogrammet pcAnywhere. Brugere af ældre versioner kan gratis opgradere til den nyeste.

Efter at det blev kendt, at hackere havde fået fat i kildekoden til pcAnywhere, frarådede Symantec, at man brugte programmet. Men der er nu udsendt rettelser til version 12.0, 12.1 og 12.5. Ifølge firmaet er det dermed igen sikkert at bruge programmet.

Opdateringerne kan hentes via den indbyggede opdateringsfunktion eller fra Symantecs websted.

Hvis man anvender en version ældre end version 12, kan man gratis opgradere til version 12.5, oplyser firmaet til Computerworld US.

En søgning fra sikkerhedsfirmaet Rapid7 fandt for nylig over 140.000 pc'er med pcAnywhere, der kan nås fra internettet. Det vides ikke, hvor mange af dem der er opdateret med de seneste rettelser.

Anbefaling
Opdater til den seneste version af pcAnywhere.

Links