Markedet for it-sikkerhed fordobles på fem år

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 29/10/2002

Virksomhedernes udgifter til sikkerhedsudstyr og -tjenester vil vokse dobbelt så meget som deres it-udgifter generelt, forudser analysefirmaet IDC. I 2006 ventes markedet på verdensplan at være 155 milliarder dollars (ca. 1.170 milliarder kroner) værd.

Væksten begyndte dog ikke straks efter terrorangrebene den 11. september sidste år. Det forklarer analysefirmaet med, at firmaerne nok blev klar over behovet for øget sikkerhed, men at de havde svært ved at sætte tal på konsekvenserne af at blive angrebet.

"Resultatet var en kløft mellem behovet for sikkerhed og investeringerne i sikkerhedsløsninger," siger IDC's forskningsdirektør i en pressemeddelelse.

I år regner IDC med, at der bliver solgt sikkerhedsløsninger for 80 milliarder dollars på verdensplan. Sidste år var tallet 66 milliarder dollars. Hvis firmaets forventning på 155 milliarder i 2006 holder, er der dermed tale om mere end en fordobling på fem år.

I juli spurgte firmaet næsten 1.000 it-chefer, hvordan de prioriterede forskellige opgaver. 40 procent svarede, at it-sikkerhed var den højst prioriterede opgave for øjeblikket.

Links