Apple øger sikkerhed i Mac OS X

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 22/2/2012

Den næste version af Mac OS X får bedre beskyttelse mod skadelige programmer. Brugerne kan vælge kun at køre programmer, der kommer fra anerkendte kilder.

Den nye funktion hedder Gatekeeper og vil blive indbygget i Mac OS X 10.8. Den tilføjer en indstilling, hvor brugeren kan vælge mellem tre kilder til programmer: Kun programmer fra Mac App Store, programmer fra Mac App Store og kendte udviklere, eller endelig alle kilder.

De kendte udviklere er softwareudviklere, som har fået en digital signatur fra Apple. Deres programmer bliver ikke tjekket for sikkerhed. Men hvis en udvikler viser sig at stå bag skadelige programmer, kan vedkommendes signatur blive fjernet, så programmerne ikke længere vil blive godkendt.

Sikkerhedsforsker Rich Mogull fra Securosis venter, at Gatekeeper får en positiv effekt på sikkerheden for slutbrugere.

Chester Wisniewski fra sikkerhedsfirmaet Sophos kritiserer, at systemet kun virker på programmer, der hentes med et udvalg af værktøjer. For eksempel er programmer på diske eller USB-nøgler ikke beskyttet.

Links