DNSChanger får længere deadline

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 8/3/2012

Pc'er der er inficeret med DNSChanger, får yderligere fire måneder til at blive renset.

Det skadelige program DNSChanger har inficeret tusindvis af computere over hele verden. Da systemet bag det blev lukket ned i efteråret, overtog politiet driften af de DSN-servere, som DNSChanger anvender.

Det gjorde, at brugere stadig kunne komme på nettet, selvom DNSChanger har ændret på deres indstilling for navneopslag.

Oprindelig var det meningen, at politiet skulle slukke for DNS-serverne i dag den 8. marts. Men for nylig besluttede en dommer at udskyde deadlinen med 120 dage. Det skriver sikkerhedsreporter Brian Krebs.

Det giver berørte forbrugere og firmaer længere tid til at finde inficerede pc'er og få dem renset. Den nye deadline er den 9. juli 2012.

Anbefaling
Besøg et af de websteder, der giver mulighed for at tjekke, om pc'en er ramt af DNSChanger.

Links