Dansk firma udvikler VPN-alternativ

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 31/10/2002

En lille nøgle, der sættes i pc'ens USB-port, er brugerens indgang til firmaets it-systemer overalt i verden. Sådan lyder dansk-amerikanske Neancos bud på et system, der giver kunder, forretningsforbindelser og ansatte adgang til netværk udefra.

Nøglen kan sættes i USB-porten på en pc på en web-cafe eller et hotel overalt i verden. Programmet kører uden at gemme data på harddisken. Når man er færdig, trækker man nøglen ud og stikker den i lommen. Virksomheder kan dog i stedet for USB-nøglen vælge at installere programmet på bærbare pc'er.

I USB-nøglen ligger software, der kommunikerer med en central server i virksomheden. Al kommunikation foregår over internettet i krypteret form. På den måde har en angriber ingen glæde af at opsnappe information, da den er kodet.

Her ligner Neancos produkt en VPN-løsning (virtuelt privat netværk). Men den adskiller sig derved, at brugerens nøgle kun kan kommunikere med ressourcer, der på forhånd er defineret i virksomhedens system. USB-nøglen kommunikerer med en server, der kommunikerer med de applikationer og servere, brugeren har adgang til. Produktet hedder SPARCS (Secure Pervasive Application Resource Connection System).

"SPARCS gør det muligt at bruge det samme system til kunder, der skal have adgang til dele af virksomhedens system, og til ansatte, der skal have adgang til andre delsystemer. Dermed bliver vi både en konkurrent til VPN-løsninger og til terminalemuleringssystemer," siger direktør Niels E. Anqvist, Neanco.

Løsningen adskiller sig også fra VPN-systemer ved at have et indbygget chat-system og opdatering af software over nettet.

Firmaet markedsfører primært produktet over for store virksomheder eller virksomheder med meget skrappe sikkerhedskrav. Det kan også bruges til den interne sikkerhed i virksomheden, hvis man går over til, at medarbejderne altid logger på ved hjælp af deres SPARCS-nøgle.

Links