DNS-angreb kom fra USA og Sydkorea

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 4/11/2002

De datapakker, der blev sendt mod internettets centrale navneservere som led i et angreb i forrige uge, kom hovedsagelig fra computere i USA og Sydkorea.

Det oplyste FBI-chef Robert Mueller ved en konference i sidste uge. Men han ville ikke sige noget yderligere om, hvor langt myndighederne er nået med sagen, skriver bladet Network World.

Angrebet fandt sted den 21. oktober. De 13 servere, der udgør kernen i internettet domænesystem (DNS), blev bombarderet med datapakker i en times tid. Fire af dem modstod angrebet, mens andre fik dårligere svartider eller stod helt af.

At angrebspakkerne blev sendt fra computere i USA og Sydkorea betyder ikke nødvendigvis, at angriberne er der. Til denne type angreb anvender man som regel computere, som man i forvejen har overtaget. Hackeren afsender ikke selv angrebspakkerne, men lader andre computere gøre det. Derfor er det også svært at spore angriberen.

Links