Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 15/6/2012
Store internetfirmaer er gået sammen om at bekæmpe skadelige annoncer på web.Skadelige annoncer er for eksempel annoncer, der inficerer brugerens pc med virus, når de vises. Eller det kan være annoncer for svindel og ikke-eksisterende produkter.
Forum for samarbejdet er den nystiftede Ads Integrity Alliance. Bag den står nonprofit-organisationen StopBadware sammen med firmaerne Facebook, Google, Twitter, AOL og Interactive Advertising Bureau.
Alliancen vil udvikle fælles definitioner og anbefalinger for best practice for annoncer på nettet.
Desuden bliver den et forum, hvor man kan dele information om dem, der spreder skadelige annoncer. Medlemmerne kan både dele information internt og med politiet og andre myndigheder.