Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 6/9/2012
Apple har udsendt en sikkerhedsrettelse, der fjerner en sårbarhed i Java til Mac OS X.Rettelsen fås i to varianter: Java for OS X 2012-005 til den aktuelle version af styresystemet og Java for Mac OS X 10.6 Update 10.
Sikkerhedsrettelsen opdaterer Java til version 6 update 35. Dermed bringer den Java til Mac OS X på sikkerhedsmæssigt niveau med Java til andre platforme.
Rettelsen svarer til en, som Oracle udsendte til Java 6 på andre platforme den 30. august. Dengang kom der ikke en version til Mac OS X, fordi Oracle først har overtaget ansvaret for Java til Mac OS X fra Java version 7.
En rettelse til Java 7 til Mac OS X, der lukker et meget alvorligt sikkerhedshul, har siden den 30. august kunnet hentes hos Oracle. Men nu er det altså muligt for brugere af Java 6 at hente denne rettelse, der lukker et relateret sikkerhedshul, som dog regnes for mindre alvorligt.
Anbefaling
Installer opdateringen til Java 6 eller opdater til Java 7. De aktuelle versioner er Java 6 update 35 og Java 7 update 7.