Hver sjette kommune mangler logning

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 13/11/2002

16 procent af deltagerne i en rundspørge til kommunernes it-ansvarlige oplyser, at de ikke logger adgangen til alle systemer med personfølsomme data. Det er i strid med persondataloven.

Oplysningen stammer fra Kommunalbladet, der har spurgt 104 kommunale it-chefer. Logning betyder, at man altid kan se, hvem der har haft adgang til hvilke oplysninger.

Der var også 16 procent, som oplyste, at kommunens pc'er ikke var beskyttet med pauseskærm med adgangskode. Dermed kan andre få adgang til fortrolige data, når medarbejderen er væk fra sin arbejdsplads.

Kontorchef Lena Andersen fra Datatilsynet siger til bladet, at kommunerne skal få bragt tingene i orden snarest muligt. Hun gør dog opmærksom på, at det kan være en formildende omstændighed, hvis det drejer sig om logning af almindelig tekstbehandling.

Datatilsynet gennemfører her i efteråret flere end 80 inspektioner hos offentlige og private organisationer.

Links