KECCAK vandt SHA-3-konkurrence

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/10/2012

Algoritmen KECCAK har vundet konkurrencen om at blive USA's næste standard for hash-algoritmer. Det danske bidrag tabte.

Konkurrencen blev udskrevet af NIST (National Institute of Standards and Technology) i 2007. Formålet var at finde en afløser for de eksisterende standarder SHA-1 og SHA-2.

En hashfunktion tager et input og danner et output med en fast længde ud fra det. Det er umuligt at regne sig frem til det oprindelige input ud fra output. Forskellige input giver forskellige output.

Hashfunktioner indgår i computersikkerhed, hvor de for eksempel anvendes til at beskytte passwords. Ved kun at gemme hashværdien af et password i stedet for selve passwordet undgår man, at angribere kan misbruge stjålne passwords direkte. De skal først gætte sig frem til, hvilke passwords der har ført til hashværdierne.

Der var fem finalister i konkurrencen, blandt dem algoritmen Grøstl, som den danske krypteringsforsker Lars Knudsen var med til at udvikle. En anden taber var algoritmen Skein, som sikkerhedsekspert Bruce Schneier var involveret i.

Hvis KECCAK implementeres i hardware, er den væsentligt hurtigere end de øvrige finalister. Det viste en test, som NIST offentliggjorde i august 2010.

KECCAK er udviklet af Guido Bertoni, Joan Daemen, Michaël Peeters og Gilles Van Assche.

Links