Billedsøgning på Bing fører til trusler

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 9/10/2012

Søgemaskinen Bing står for de fleste henvisninger til skadelige websteder. Især søgninger efter billeder er farlige.

Det fremgår af en analyse fra sikkerhedsfirmaet Sophos. Firmaets program blokerer for en række skadelige programmer. Ud fra data fra programmet kan Sophos derfor se, hvor henvisningerne til de farlige sider kommer fra.

Analysen viser, at to ud af tre henvisninger stammer fra søgninger på Bing. Knap en tredjedel er fra Google, mens andre søgemaskiner tegner sig for resten.

Da Google er den mest populære søgemaskine generelt, har Bing altså et uforholdsmæssigt stort antal farlige søgeresultater.

92 procent af henvisningerne stammede fra søgninger efter billeder.

Angribernes metode går ud på at hacke sig ind på et websted. Her placerer de sider, hvis eneste formål er at blive registreret i en søgemaskine.

Når brugere søger, får de vist resultaterne. Hvis de klikker på et af angriberens søgeresultater, lander de på en side, der udnytter kendte sårbarheder til at overtage pc'en.

Anbefaling
Brug sikkerhedsprogrammer til at beskytte mod skadelige websider.

Links