Trendrapport: Voldsom vækst i inficerede websider

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 12/10/2012

Mængden af danske websider der indeholder skadelige programmer, er i voldsom vækst. Fra juni til september registrerede DK-CERT en stigning på 370 procent i websteder, der var inficeret med farlige programmer.

Hvis man besøger sådan et websted, risikerer man, at ens pc inficeres med de skadelige programmer. Der er tale om helt legitime websteder, hvis ejere ikke er klar over, at de er med til at sprede skadevoldende programmer.

Stigningen fremgår af DK-CERTs Trendrapport for tredje kvartal 2012, der netop er udkommet.

I tredje kvartal behandlede DK-CERT 3.432 sikkerhedshændelser. Det er 15 procent færre end i det foregående kvartal, men flere end i første kvartal. Faldet skyldes sandsynligvis, at sommerens store sportsbegivenheder, der typisk lokker svindlere til, er overstået.

Websårbarheder vokser
I tredje kvartal scannede DK-CERT computere på Forskningsnettet for sårbarheder. Ud af knap 1.000 computere havde halvdelen sårbarheder, hvoraf flere var alvorlige. Især web-applikationer og andre web-programmer var sårbare.

Det fremgår også af rapportens gennemgang af nye sårbarheder på verdensplan: Der blev fundet 85 procent flere nye sårbarheder end i det foregående kvartal. Og næsten hver tredje af dem lå i web-applikationer.

Foruden statistikkerne indeholder trendrapporten også en oversigt over de vigtigste begivenheder inden for it-sikkerhed i kvartalet.

DK-CERTs Trendrapport for tredje kvartal 2012 kan hentes gratis her på webstedet.

Links