Program stopper orme med kryptering af adresser

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 18/11/2002

Viralock anvender en ny metode til at standse orme med: I stedet for at scanne efter virus og orme krypterer programmet adresselisterne, så orme ikke kan bruge dem til at videresende sig.

Programmet kommer fra firmaet Sentrybay. Når det installeres på en pc, krypterer det indholdet af adressebogen i Outlook og Outlook Express. Hvis pc'en bliver inficeret med en orm, vil den derfor ikke finde adresser, som den kan sende sig selv videre til. På den måde regner Sentrybay med at standse orme som Klez, Nimda og Bugbear.

Viralock fungerer som et mellemled mellem postprogrammet og postserveren. Når man sender en e-mail, kommunikerer Outlook med Viralock og får dekrypteret adressebogen.

Sentrybay fremhæver, at programmet virker, selvom en orm skulle slippe gennem et antivirusprogram. Desuden kræver det ikke løbende opdateringer, sådan som en antivirusprogram gør.

Programmet koster knap 20 dollars. Versioner til Netscape og Eudora er på vej. En serverbaseret version til Exchange og andre postservere er under udvikling og ventes klar næste år.

Links