Danmark nr. tre på malware-topti

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 1/2/2013

På en topti over de lande, hvor websteder spreder skadelige programmer, har Danmark en tredjeplads. USA indtager førstepladsen.

Det fremgår af tal fra netværksfirmaet Ciscos Annual Security Report. Firmaet fandt en tredjedel af alle web-trusler på amerikanske websteder. Rusland tegnede sig for 9,79 procent, hvorefter Danmark kom ind med 9,55 procent.

Rapporten understreger, at tallene kun handler om, hvor brugerne støder på trusler og dermed risikerer at blive inficeret. Selve de skadelige programmer ligger oftest på servere i andre lande, hvorfra de hentes via Iframe-kommandoer.

Det kan for eksempel ske, hvis en annonceserver er inficeret med skadelige programmer. Så aktiveres truslen på alle de websteder, der viser annoncer fra den pågældende server.

Det afspejles også af, at Iframes og skadelige scripts udgjorde 83,4 procent af alle skadelige programmer på websteder.

Rapporten viser, at risikoen for at blive inficeret ikke hænger sammen med, om man besøger tvivlsomme websteder med ulovligt eller pornografisk indhold. Helt legitime websteder og sociale netværk spreder også skadelige programmer.

Anbefaling
Brug sikkerhedsprogrammer og hold software opdateret for at beskytte mod web-trusler.

Links