Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 11/2/2013
Der var 45 procent flere sikkerhedshændelser i 2012 end året før. Det viser DKCERT Trendrapport 2012, der netop er offentliggjort.I 2012 registrerede DKCERT 15.560 sikkerhedshændelser. Umiddelbart er det meget færre end de 44.829 hændelser i 2011. Men faldet skyldes udelukkende et fald i henvendelser om portscanninger. Renser man tallene for portscanninger, var der i 2012 13.446 hændelser mod 9.294 i 2011 en stigning på 45 procent.
Det giver mening at fjerne portscanninger, fordi hovedparten af henvendelserne skyldes automatiske indberetninger fra firewalls og andet udstyr. Nogle af dem har fået ændret opsætning i årets løb, så faldet siger ikke noget om det reelle antal.
De fleste sikkerhedshændelser var henvendelser om piratkopier. Derefter fulgte brute force-angreb, hvor hackere afprøver en stribe brugernavne og passwords i forsøg på at trænge ind.
Væksten i sikkerhedshændelser afspejlede sig også i mængden af sårbarheder: På verdensplan blev der fundet 5.290 nye sårbarheder i it-systemer. Det er en stigning på 27 procent.
DKCERT Trendrapport 2012 indeholder også en gennemgang af de vigtigste nyheder i året. Desuden er der artikler om håndtering af BYOD (Bring Your Own Device) på et universitet, beredskabsplanlægning, overgangen til standarden ISO 27001 og holdningskampagner om it-sikkerhed.
Efter en status over informationssikkerhedsområdet beskriver rapporten fremtidige trends og kommer med anbefalinger til borgere, it-ansvarlige og beslutningstagere.
Anbefaling
Hent rapporten på DKCERTs websted, den er gratis.