Google venter mere sikker Chrome

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 4/4/2013

Google har startet et nyt udviklingsspor af browserkoden i Chrome. Det ventes at give færre sårbarheder fremover.

Da Google begyndte udviklingen af Chrome, blev den baseret på open source-projektet WebKit, som flere andre browsere også anvender. Men Chromes arkitektur har gjort det stadig sværere at bruge WebKit – det har medført ekstra programmeringsopgaver på både Chrome- og WebKit-siden.

Derfor har Google nu startet på en frisk. WebKit fortsætter som separat projekt, mens Google bygger videre på koden i det nye projekt Blink. Også browseren Opera vil gå over til Blink.

Udvikler Justin Schuh skriver i et blogindlæg, at Blink giver en chance for at ordne en del sikkerhedsproblemer, der har samlet sig gennem årene. Det gælder blandt andet hukommelseshåndteringen. Dermed kan Blink betyde færre alvorlige sårbarheder fremover.

Overgangen til Blink gør også koden mindre omfattende. Således kan man fjerne 4,5 millioner kodelinjer, der ikke er nødvendige i Chrome, men som kun findes af hensyn til WebKit i andre browsere.

Links