Microsoft lukker hul i Internet Explorer

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 13/5/2013

Microsoft har udsendt en foreløbig rettelse til et sikkerhedshul i Internet Explorer 8. Det er muligt, den endelige rettelse kommer samtidig med rettelser til 33 huller, der lukkes tirsdag.

Den foreløbige rettelse er et såkaldt Fix It-program, der gør det sværere at udnytte sårbarheden uden at fjerne den underliggende årsag til den.

I morgen aften udsender Microsoft maj måneds samling af sikkerhedsrettelser. Der ventes ti rettelser, som lukker i alt 33 sikkerhedshuller. To af rettelserne lukker alvorlige huller i Windows og Internet Explorer.

Hvis rettelsen til det hul i Internet Explorer, der er kendt, ikke bliver klar til i morgen, forventer sikkerhedsfirmaet Sophos, at det udsendes senere i maj.

Anbefaling
Overvej at bruge Fix It-løsningen eller EMET (Enhanced Mitigation Experience Toolkit) til at forhindre, at sårbarheden udnyttes.

Links