11 firewalls består ny test

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 4/12/2002

Den uafhængige firewall-test fra ICSA Labs er blevet opdelt i forskellige produkttyper. 11 firewalls har bestået den nye version 4.0 af testen, der stiller strengere krav end forgængeren.

Ingen af produkterne, der nu har bestået testen, klarede den i første forsøg. Flere af dem havde ellers bestået forgængeren, version 3.0, siger Brian Monkman fra ICSA Labs til Computerwire.

Som noget nyt er der nu forskellige test alt efter hvilket marked, et produkt sælges til. Alle firewalls skal bestå et sæt grundlæggende test, men derefter opdeles de i produkter til hjemmet, til små og mellemstore virksomheder, og endelig til større virksomheder.

Ni af de testede firewalls har bestået testen for firewalls til større virksomheder, mens de sidste to er til brug i hjemmet. Der er foreløbig ingen produkter, som er testet til brug i små og mellemstore virksomheder.

Blandt nyhederne i version 4.0 af testen er strengere krav til logning og blokering af fragmenterede pakker.

Links