Trendnet skal fikse usikre kameraer

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 5/9/2013

En offentlig myndighed har tvunget firmaet Trendnet til at sikre dets webkameraer. Sikkerhedshuller har givet uvedkommende adgang til video fra kameraerne.

Trendnet har indgået forlig med USA's Federal Trade Commission (FTC), der tager sig af sager om konkurrencemisbrug og unfair forretningsmetoder. FTC tog sagen op, efter at en blogger i januar 2012 afslørede et sikkerhedshul, der gør det let at se video fra et kamera, når man blot kender dets IP-adresse.

FTC har nu givet Trendnet besked på at sikre kameraerne. Samtidig kritiserer FTC firmaet for ikke at fortælle sandheden om, hvor sikre kameraerne var. Trendnet markedsførte dem som sikre, skønt det ikke var tilfældet.

Trendnet skal informere sine kunder om sikkerhedsproblemerne og hvordan de kan løses. Firmaet har udsendt sikkerhedsrettelser til de berørte produkter.

Det er første gang, FTC har behandlet en sag om det, man kalder "Internet of Things" – det vil sige netværksforbundne apparater, der ikke er computere.

Anbefaling
Brugere af Trendnet-kameraer skal sikre sig, at de har installeret den nyeste firmware.

Links