Af Torben B. Sørensen, 11/10/16
Artiklen blev oprindeligt publiceret den 24/10/2013
Apple har muligvis standset opdateringer til OS X Mountain Lion. I så fald er brugere nødt til at opgradere til den nyeste version.Når Apple tidligere er kommet med en ny version af styresystemet til Mac, har firmaet samtidig udsendt en opdatering til den forrige version. Den kunne man installere, hvis man ikke ønskede at opgradere, men gerne ville have fjernet sårbarhederne.
Men med lanceringen af OS X 10.9 Mavericks har Apple ikke udsendt en opdatering til brugere af version 10.8 (Mountain Lion).
Sikkerhedsreporter Larry Seltzer skriver, at det kan betyde, at brugerne er nødt til at opgradere til Mavericks, hvis de ikke vil køre en sårbar version af styresystemet.
Han understreger, at det ikke er sikkert, at Apple er holdt op med at udsende sikkerhedsopdateringer til OS X 10.8. Firmaet har nemlig ingen offentliggjort politik for, hvor længe det supporterer gamle versioner, og det har ikke informeret om en eventuel ændring.
I modsætning til tidligere har Apple valgt ikke at opkræve betaling for opgraderingen fra 10.8. til 10.9.
Anbefaling
Mac-brugere bør opdatere til OS X 10.9 for at beskytte sig mod angreb på sårbarhederne i tidligere versioner.