Netfiltre blokerer for helbredsinformation

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 11/12/2002

En test af filtre, der skal forhindre børn i at se porno, viser, at også web-steder med helbredsinformation bliver blokeret. Jo stærkere filtreringen bliver, desto mere går det ud over det ikke-pornografiske materiale.

Filtrene bruges af skoler, biblioteker og forældre, der vil forhindre børnene i at støde på pornografiske web-sider. Testen har set på flere filterprogrammer, men der viste sig ikke større forskelle mellem deres virkemåde og effektivitet.

Testen, der omtales i det seneste nummer af Journal of the American Medical Association, undersøger, i hvor høj grad filtreringssoftware filtrerer helbredsrelateret information fra. Den viser, at der er stor forskel på, hvor hårdt man sætter programmet til at filtrere.

Hvis filterprogrammet er sat til kun at sortere det værste væk, ryger kun 1,4 procent af helbredssiderne i gennemsnit med i købet. Omkring 87 procent af pornografien blev filtreret væk ved denne indstilling. Skruer man op til mellemindstillingen, gør det ud over fem procent af helseinformationen og 90 procent af pornoen. Og ved den skrappeste filtrering røg hele 24 procent af de helbredsrelaterede web-sider ud, mens pornofiltreringen kun steg til 91 procent.

Lægerne, der har gennemført testen, konkluderer, at blokering af værdifuld information kun udgør en mindre risiko, når man sætter filtreringsprogrammet til den laveste indstilling. Derimod vinder man ikke meget ved at skrue op for filtreringen, det øger ikke pornofiltreringen væsentligt, men fjerner til gengæld flere relevante informationssider.

Links